Lykken er gjort

  

 Det var lørdag morgen. Jeg vågnede da dørklokken ringede heftigt på. Min veninde fra Århus stod nede i regnen og ville ind. Så var dagen startet. Til min værste skræk opdagede jeg, at jeg ingen stemme havde. Fyraftensøllerne fredag aften, som blev indtaget udenfor, var måske en dum idé. Da min veninde havde sat sin taske, gik hun igen. Hun skulle ned i byen for at finde et par stilletter. Jeg gik i seng igen. Da jeg vågnede et par timer senere var stemmen ikke kommet tilbage. Tværtimod havde jeg fået ondt i halsen. Jeg svedte, men frøs. Så projekt rask gik i gang. Det værst tænkelige scenarie; lørdagen jeg har glædet mig til i over 180 dage. Burhan G-dagen. Og så har man det skidt!

Jeg dampede mit ansigt, drak ingefær-mynte the, selvom jeg ikke kan foredrage varme drikke. Men rask var målet og Burhan var målet. 

Efter et par timers the-drik og ynk var jeg klar. Pigerne var på vej og vi skulle dulle os. Næste dumme scenarie; håret fungerer ikke og hvad tager man på? Verdens flotteste mand skal stå lige foran én og man har ikke et perfekt outfit. Jeg bundede en flaske asti og tog noget sort på. Sort kan altid redde en. 

Når alt kom til alt var tøjet og håret helt lige meget. Koncerten var helt perfekt. Mange af mine yndlings piger på ét sted, til fantastisk musik og stemning. Han var dog nærig og smed kun trøjen én gang til et halvt nummer. Selvom publikum råbte i kor "Af med trøjen!". Men "Nej piger, denne sang kan man ikke smide tøjet til!" - øøøøh jow Burhan, al dit musik er smid-tøjet-musik. Koncerten var fantastisk.
Vi sluttede aftenen med dobbelt op filur og to til mig. Det hele var perfekt!