I går skete der faktisk noget lidt spændende. mere spændende end næseblod i hvert fald.
Jeg er blevet tilbudt en forfremmelse på jobbet. I mit job er det ikke en big deal. Alle søde piger, som kan smile og grine på de rigtige tidspunkter bliver forfremmet. Men i mit tilfælde er det faktisk lidt en big deal. Jeg er nemlig ikke en sød lille pige som smiler og griner, bare for at gøre det. Jeg er kendt som en lille rappenskralde, som siger imod når der sker noget uretfærdigt eller noget som simpelthen bare er for dårligt. Tro mig, meget uretfærdighed finder sted, når det meste af ledelsen består af folk, som droppede ud af skolesystemet efter syvende klasse.
Jeg er faktisk blevet tilbudt forfremmelsen før. Men har ikke villet det. Jeg ved stadig ikke om jeg vil. Forskellen fra denne gang og nu, er følgende:
- Jeg tripper på karma for tiden. Happyhappyfeelgood. Hvis jeg er glad, sød, dygtig og sjov på jobbet, rammer karma mig = jeg kommer ind på studiet. Hvor jeg før har været meget vred over jobbet og haft svært ved at håndtere situationen og frustrationerne over inkompetente kollegaer på anden vis end vrede. (Mon det er yogaen som gør, at jeg skriver sådan noget hippie-fis???)
- Jeg er der ikke for at få venner. Faktisk er det de færreste som interesserer mig. Så personligt ses jeg ikke med særlig mange af dem, så undgår jeg også al den drama og sladder der forgår. Jeg har haft en proces i gang med mig selv om, at jeg ikke skal dømme dem på om de tager på Sukkerbageren i indre by, iklædt Jack&Jones og drikker fortyndet øl og snaver hinanden på stribe, men derimod kun dømme dem på deres arbejde. Men det tog lang tid for mig, at lære. At måske synes jeg, at de er uinteressante og kikset, men det skal ikke være dét indtryk jeg tager med mig, når jeg befinder mig på arbejdspladsen. Så kan jeg ryste på hovedet af dem bagefter eller fortælle Mr. M om de skøre mennesker jeg arbejder med.
- I forlængelse af hippie-fiset; jeg har fået det bedre med mine kollegaer og kan bedre grine med dem. Desuden er de mest inkompetente (og faktisk mest ubehagelige mennesker, jeg nogensinde har mødt) skiftet ud til bedre og mere menneskelige chefer. Det er super vigtigt for mig.
- Chefen. Denne gang er det over-over-over-chefen, som gerne vil have det. Flot mand sidst i trediverne. Lidt for lækker og lidt for smart til alt. Han har den vildeste tøjstil og livsstil. Han skider på hvad folk synes. Da han mødte min bror for nogle år tilbage, stod han og snakkede mega højt om hvor mange penge han laver og hvor han får specialdesignet sit tøj i Paris og at hans datter og kone får alt på deres ønskeseddel. Min gode, stille og rolige bror, syntes han var en røv. Normalt hader jeg den slags og tror ikke på penge og magt. Min mor syntes, at hans tøj så skørt ud. Men jeg forguder ham. Han er virkelig mit idol. Det er faktisk kun ham og Nik&Jay, som må være sådan nogle "lidt for meget"-typer i Danmark - hvis du spørger mig. Men ham og jeg har altid kunnet sammen. Siden jobsamtalen for flere år siden. Selvom han har 200-300 mennesker under sig, er det mig som får gaver og postkort. Han vil gerne have mig forfremmet.
Modsat mange af mine kollegaer som har "opnået" denne forfremmelse, er jeg faktisk ikke interesseret i magt og de der ti kroner ekstra i timen (Ja, jeg sagde jo, at det ikke er the big shit). Jeg er faktisk mest interesseret i at få en stemme. At blive hørt og få trumfet nogle af mine principper igennem. Ting som burde fungere, men ikke gør. Dét kan jeg bruge den stilling til. Modsat mange af de andre, går jeg faktisk op i den slags kedelige procedure. Men netop på grund af mange af de andres indstilling til tingene, har jeg ikke gidet, at tage kampen op. Hvorfor bruge så meget energi på ting, som jeg ved, at 9 ud af 10 af de andre er ligeglade med. Så bliver folkene under mig jo også automatisk ligeglade. Det handler netop ikke om personfnidder, men kollegaers holdninger til tingene. Hvor der har været en irriterende tendens til, at forfremme folk som ikke var klar til det - f.eks. ikke kunne deres procedure eller alle områder. Jeg har den holdning, at man ikke kan blive forfremmet før man kan tingene. Dét der med at lære hen af vejen er ikke noget jeg dyrker. Jeg mener, at det giver dårlige ledere - og dårlige ledere giver dårlige medarbejdere.
Desuden har det været nemmere, at forfremme de andre, som smilede dumt og nikkede hver gang noget blev sagt. Jeg kæfter op, hvis jeg er utilfreds eller føler mig uretfærdigt behandlet (hvilket sker... ret ofte). Dét ved jeg, at tidligere chefer har haft det svært ved - og en har endda råbt på sit kontor, at jeg skulle skride ad helvede til (selvfølgelig ikke mens jeg var der, det turde vedkommende jo ikke). Jeg er en bisse og kan blive meget vred. Men jeg har det også fint med min rolle nu. Højre hånd og stadig har noget at sige og stadig kan chille - det passer mig fint. Det er trods alt mig, som har takket nej adskillige gange. Jeg ved, at jeg kan klare jobbet bedre end mange af de nuværende (okay okay, ikke kun min over-over-over-chef og Nik&Jay må være selvfede. I dag må jeg også godt).
Desuden ved jeg jo allerede nu, at hvis jeg ikke kommer ind på mit drømmestudie, skal jeg have mig et andet arbejde. Det er hundrede procent sikkert. Hvis jeg kommer ind (JEG FÅR SVAR OM FIRE FUCKING DAGE!), kommer skolen i første række. Det gjorde den ikke på mit forrige studie, fordi jeg syntes det var drøn kedeligt. Men denne gang kan jeg ikke arbejde til sent og forventes at møde tidligt. Jeg har på fornemmelsen, at de krav er nemmere at stille i min nuværende position.
Jeg ved ikke hvor meget det her giver mening. Jeg er selv lidt rundt på gulvet. I morgen skal jeg snakke med afdelingschefen, som jeg heldigvis har det rigtig godt. Jeg skal høre hende ad hvad hun tænker. Hun fortalte mig i går, at hun ikke havde tilbudt mig stillingen af to årsager: a) mit evige nej tak. b) så ville hun miste en højre hånd. Det er lidt sødt, ikke?
Nå, jeg skal tilbage til aftensolen på altanen og min Jakob Ejersbo - Eksil. Jeg er helt slugt af den. Folk som er utilfreds og har det skidt - jeg elsker det!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar