Det er efterhånden lang tid siden, at jeg har bombarderet bloggen med træning, mad og palæo snak. Hånden på hjertet, så har sommeren sgu omvendt mig fuldstændig. I stedet for at starte dagen med træning og proteinrig morgenmad, så har jeg hoppet lige ud af sengen og taget på arbejde eller som nu ud på studiet. Jeg skal virkelig i gang igen. Med begge dele. Hvordan er det lige, at man finder gnisten og gejsten igen? Og hvorfor er det lige, at den forsvinder, når man er inde i en god rytme?
Det er jo dybt retarderet, at jeg ikke kan tage mig sammen. Jeg kan sagtens huske, hvor glad og frisk jeg var hele tiden, og hvilke resultater og fremskridt jeg havde opnået. Men alligevel fylder tanken om hindbærsnitter bare mere end tanken om proteiner og ro-maskiner.
Nå, jeg vil vende tilbage til Laban, som jeg læser om lige nu. Han var en af de første til at kombinere krop og psyke. Det er hamrende interessant. Faktisk er jeg så heldig med mit studie, at alle underviserne er voldsomt spændende og dygtige. Selv anatomi og fysiologi er spændende. Når jeg læser stoffet i bøgerne, forstår jeg ingenting, men ligeså snart en af underviserne fortæller om atomets opbygning eller medulla spiralis funktionen, så er jeg på. Det er fucker sweet. Jeg havde også glemt hvordan det var, at se film i skolen. Det var sådan noget man gjorde i folkeskolen og en sjælden gang i gymnasiet. Vi startede tirsdag morgen ud med Pina. Og nu (!!!) Laban!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar