Only god forgives

Jeg var i biffeliffen med Mr. M for et par uger siden. Jeg havde fået nogle biografbilletter igennem arbejdet, og hver gang det sker, hiver jeg Mr. M under armen. Denne gang måtte jeg vælge film. 

Only god forgives har fået virkelig mange forskellige anmeldelser og reaktioner. "i 30 minutter ser man på Ryan Gosling, som ikke siger noget. De næste 30 minutter ser man en gammel skør asiat, som heller ikke siger noget. De resterende 30 minutter tænker man bare what the fuck sker der" - der var nogle stykker som forlod biografsalen og andre snakkede. Jeg sad ved siden af en voksen fyr og hans far. De tjekkede telefonen og snakkede løs. Jeg hader det! Det kan godt være, at filmen var lidt lang og ikke som Drive, men hvorfor går folk ikke hvis de ikke gider at se den? 

Jeg hader lange film. Jeg hader langsomme film. Denne var begge dele. Men alligevel var jeg ret ambivalent med den. Da vi gik ud derfra kunne jeg ikke finde ud af, hvad jeg egentligt syntes. Mr. M var ikke fan. Resten af aftenen gik med at snakke om den og analysere den. Jeg endte faktisk med at være meget stor fan. Nogle gange tror jeg også bare man forventer, at få en historie. Jeg læste et sted, at folk beklagede sig over den manglende historie. Men hvis Nicolas Winding Refn ville fortælle en historie, havde han fortalt en historie. Han har jo før bevist, at han sagtens kan fortælle en historie. Man har visse forventninger til hvad en film skal være. Men i dette tilfælde, tror jeg, at historien er i baggrunden. Det essentielle ved filmen er vel kunst - eksperimerende og kunst. 

Det er kunst. Den er sindsygt flot, flotte vinkler og vilde scener. I denne film kan jeg godt lide stilheden og minimalismen. Desuden er skuespillet i top, de vinder alle sammen på mig og de virker utrolig overbevisende. Historien i sig selv er lidt tam og man har set den før. Søn/Mor, Morale, Tilgivelse/straf, virkelighed/mareridt. Man skifter imellem virkelighed og hovedpersonens mareridt. Det røde lys i filmen, giver bare prikken over i'et. 

Soundtracket var - ligesom i Drive - mega godt!

Enten elsker man den eller også hader man den. Se traileren, men vil du vide om det er noget for dig, skal du selv se den. 

Har I set den? Hvad synes I?

Pitch Perfect!

I går på arbejdet fik jeg en nerve i klemme i ryggen. Eller hold i ryggen, eller hvad sådan noget hedder. Det gjorde herre motherfucker ondt. Så jeg har givet mig selv træningsfri både i går og i dag. I morgen må det være helt væk = træning igen. I aften skal jeg hjem til ham her. Dét glæder jeg mig rigtig meget til.

Jeg har med stor inspiration fra bl.a. hende her tegnet nogle tegninger i paint. Yes, jeg er ikke en firstmover. De er dog på min egen computer og lige nu låner jeg Mr. M's. Så det bliver ikke lige i dag I får dem at se. Tilgengæld havde jeg et eller andet jeg skulle fortælle... Men det er selvfølgelig pistvæk nu.


JO! Da jeg jo havde ondt i ryggen i går - kunne jeg jo ikke andet end at ligge og se film med Mr. M (Han har ferie og går all in... mens vi andre knokler røven ud af bukserne). Jeg fik endelig (!!!) lov at vælge film, fordi han havde ondt af mig. Valget faldt på Pitch Perfect! Hvis I ikke har set den - så gør det!! Jeg giver den topkarakter ****** Med mindre I syntes High School Musical var noget lort (Musse: Det gælder ikke dig, for vi skal se den sammen!!)

PS: Fik jeg nævnt at jeg havde fået en cykel af de der festegns-drenge?? Jeg kan så lige fortælle, at den er væk nu. Da jeg kom ned i cykelgården mandag morgen kl. 5.30 var den pistvæk. Jeg ved endnu ikke om de har stjålet den tilbage eller om det er et psykopat tilfælde. Min nye fede cykel. Det der er allerværst er, at jeg havde låst den med min 700 kroners dyre cykellås. Så den er også væk... Jeg skal lige have kontaktet de drenge der. Fuck cyklen, men hey! Den lås dér... (heldigvis er der forsikring på sådan en dyr satan)

3 words, 8 letters

De sidste to par dage har været tilbragt i selskab med Gossip Girl. Lige kort afbrudt af en veninde fra den virkelige verden og en tur i bifferen. Som mange andre, har jeg nu set det sidste afsnit. Det var dejligt, sørgmodigt og også lidt trist. Jeg tog mig selv i at sige Uh-lyde, advare dem ved fare og fælde en lille tåre. Det har været spændende, hårdt, trist, forfærdeligt og smukt at følge mine gode venner i så lang tid. Og selvom jeg havde hørt om hvad der ville ske i sidste afsnit, så var det alligevel så rørende og smukt. En del af mig ville ønske, at det endnu ikke var slut og en anden del synes det endte på et godt tidspunkt. 

Jeg slugte det råt, og Mr. M har nogen gange følt det nødvendigt, at minde mig om, at det kun er en serie og ikke ægte. Jeg har også tit haft de vildeste tøjkriser efter at have gossip girl - man kan jo aldrig overshine de piger. Især Queen B har en fantastisk udstråling. Jeg frygter lidt, at producenterne laver en ny gossip girl med nye highschool-børn. Det håber jeg ikke sker!! Af andre gode serier har jeg set Breaking bad, skins og sexy dirty money. Hvad i alverden skal man så se nu??

Min guilty pleasure er...

...gyserfilm. I ved, dem med spøgelser. Jeg ved, at det er beregnet til teenagere og popcorn. Mr. M synes, at det er pinligt på mine vegne, at jeg indrømmer det. Men jeg elsker det! Jeg opdagede i går, at der er en Paranormal activity 4 - som allerede har fået præmiere!! Jeg tør ikke engang, at se traileren. Jeg elsker gysere, hvor der er spøgelser eller ånder med. Det er freaky shit. Det er også derfor jeg elsker American Horror Story så meget. Selv "Ånderne vender tilbage" med Ibi Støving var uhyggeligt. Alt det der fremtidspjat, zombie-fis og andet urealistisk fanger mig altså ikke. Men spøgelser! Fy for pokker, altså! Jeg håber Mr. M vil med mig ind i biografen, sammen med alle de andre teenz, så han kan holde mig i hånden eller redde mig, hvis det går helt galt med spøgelserne derinde

Oslo, 31. aug.

Jeg er normalt ikke særlig vild med at gå i biografen og gør det for det meste kun for popcornes skyld. Men i dag havde jeg egentligt planer om at invitere mr. Manse (som elsker biografture!) med i bifferen, men da han havde en date med en kettlebell endte jeg med at se denne fantastiske norske film i stedet. Man følger den intelligente 34årige Anders, der har levet et liv som narkoman. Han får en fridag fra afvænningshjemmet, da han skal til jobsamtale i Oslo. Han benytter "fridagen" til at hook up med gamle bekendte og hans søster. Alle hans venner har travlt med at stifte familie, have det perfekte job og være lykkelige. Anders selv føler sig som en taber, hans liv er kørt forbi ham og han kan ikke se en fremtid foran sig. Filmen strækker sig over 24 timer i Oslo - hvor man virkelig bliver fanget af hans ærlige person.